top of page

10 muligheder for smertelindring under fødslen

Der findes mange forskellige muligheder for smertelindring under en fødsel – både med og uden medicin.

 

Hvad der føles rigtigt, er meget individuelt, og det kan også ændre sig undervejs.

Spørg gerne din jordemoder, hvilke former for smertelindring dit fødested tilbyder, da mulighederne kan variere.

Jeg deler også mine egne erfaringer med nogle af metoderne fra mine tre fødsler.

Nogle har jeg selv prøvet – andre har jeg kun læst om.

Derfor skelner jeg mellem den faglige information og mine personlige oplevelser.

Du kan ofte kombinere flere forskellige former for smertelindring under fødslen.

Smertelindring uden medecin

1. Bevægelse, stillingsskift og massage
pilatesbold ved fødsel.png

Under fødslen kan det føles rart at kunne bevæge sig og skifte stilling. Du kan for eksempel gå rundt, stå op, læne dig frem, sidde på en fødebold eller finde en stilling, hvor kroppen får mulighed for at arbejde med veerne.

Massage eller et fast tryk på lænden kan også føles lindrende – især hvis du oplever mange smerter i ryggen.

Din partner eller jordemoder kan hjælpe med massage og modtryk.

Fordele

  • Du bestemmer selv, hvad der føles rart.

  • Du kan skifte metode og stilling hele tiden.

  • Kræver ingen medicin.

  • Kan kombineres med de fleste andre former for smertelindring.

  • Din partner kan være aktiv og hjælpe dig.

Vær opmærksom på

  • Effekten er meget individuel.

  • Ved kraftige fødselssmerter vil bevægelse eller massage ikke nødvendigvis være tilstrækkeligt alene.

Min egen erfaring:

Ved min første fødsel blev jeg bedt om at blive liggende på ryggen med benene oppe – lidt som man ofte ser fødsler fremstillet på TV. Jeg havde derfor ikke rigtig mulighed for at bevæge mig eller prøve forskellige stillinger.

Ved mine to næste fødsler var oplevelsen helt anderledes. Her kunne jeg bevæge mig mere frit og skifte stilling undervejs, og det føltes meget rarere for mig.

Jeg kunne bedre mærke efter, hvilken stilling der fungerede bedst, når veerne kom.

2. Varme og vand
Fødsel i vand.png

Varmt vand kan hjælpe kroppen med at slappe af, og mange oplever, at et varmt brusebad eller et badekar giver ro og gør veerne lettere at arbejde med.

På nogle fødesteder kan du også opholde dig i et fødekar under dele af fødslen – og nogle steder er det muligt at føde i vand, hvis fødselsforløbet tillader det.

Fordele

  • Varme kan føles afslappende og lindrende.

  • Vandet giver kroppen støtte og kan gøre det lettere at skifte stilling.

  • Du kan stadig bevæge dig forholdsvis frit.

  • Ingen medicin.

Vær opmærksom på

  • Ikke alle fødestuer har fødekar.

  • Det kan tage tid at fylde et fødekar.

  • TENS-apparatet skal tages af, inden du går i bad eller fødekar. TENS må ikke anvendes i vand.

Min egen erfaring:
Jeg syntes, et varmt brusebad var dejligt under fødslen, men for mig var det endnu bedre at komme ned i et varmt fødekar. Det gav en helt anden ro i kroppen.

Det eneste, jeg ikke lige havde regnet med, var, hvor lang tid sådan et fødekar tager at fylde! Det tog omkring en time, så min mand endte med at løbe frem og tilbage med spande med varmt vand for at speede processen lidt op. Ikke helt den rolle, han havde forestillet sig under fødslen – men han tog opgaven meget seriøst.

3. Akupunktur
Akupunktur ved fødsel.png

Ved akupunktur placerer en jordemoder med relevant uddannelse tynde nåle i udvalgte punkter på kroppen.

Akupunktur tilbydes på mange danske fødesteder. Forskningen tyder på, at akupunktur muligvis kan reducere fødselssmerter i mindre grad, og nogle kvinder oplever større tilfredshed med deres smertelindring. 

Effekten varierer fra kvinde til kvinde.

Fordele

  • Indeholder ingen smertestillende medicin.

  • Kan kombineres med andre former for smertelindring.

  • Nogle oplever afslapning og lindring.

  • På mange fødesteder kan behandlingen gives af jordemoderen.

Vær opmærksom på

  • Den smertelindrende effekt er begrænset og forskellig fra person til person.

  • Ikke alle jordemødre er uddannet i akupunktur.

  • Nålene kan begrænse nogle bevægelser, mens de sidder i.

4. TENS (FødselsTENS)
Elle TENS birth situation.png

Et TENS-apparat sender milde elektriske impulser gennem elektroder (gummiplader), som placeres på ryggen. Du regulerer selv styrken og kan derfor tilpasse stimulationen løbende under fødslen.

ELLE TENS er specielt udviklet til fødsler. Når en ve begynder, kan du trykke på den store BOOST-knap, så stimulationen ændres under veen.

Nogle fødende oplever TENS som en hjælp til at håndtere smerterne, særligt når smerterne sidder i ryggen.

 

Den videnskabelige dokumentation for den smertestillende effekt under fødsel er dog begrænset, og effekten varierer fra person til person.

Fordele

  • Du styrer selv intensiteten.

  • Du kan bruge BOOST-funktionen under veerne.

  • Du kan bevæge dig rundt med apparatet.

  • Indeholder ingen medicin.

  • Påvirker ikke barnet med smertestillende medicin.

  • Kan anvendes sammen med andre former for smertelindring, hvis der bliver behov for det.

  • Mange kan begynde at bruge TENS allerede tidligt i fødselsforløbet.

Vær opmærksom på

  • Effekten er individuel.

  • TENS kan ikke anvendes i bad, brusebad eller fødekar.

  • Din partner eller jordemoder kan hjælpe med at placere elektroderne korrekt på ryggen.

  • Følg altid apparatets sikkerhedsanvisninger og brugsvejledning.

Min egen erfaring:
Jeg brugte selv ELLE TENS ved mine to sidste fødsler. Det, jeg især kunne lide, var, at jeg selv kunne gøre noget aktivt, når veen kom. Jeg kunne regulere styrken og trykke på BOOST-knappen under veen. For mig gav det en følelse af at have mere kontrol.

5. Steriltvandspapler (“bi-stik”) 
bistik fødsel.png

Steriltvandspapler bruges især ved kraftige smerter i lænden eller ryggen under fødslen.

Jordemoderen sprøjter en meget lille mængde sterilt vand ind lige under huden flere steder på ryggen. Selve indsprøjtningen giver en kort, kraftig sviende fornemmelse – deraf navnet “bistik”.

Efter den første svie oplever nogle fødende en tydelig lindring af rygsmerterne i en periode.

Fordele

  • Indeholder ikke smertestillende medicin.

  • Kan være en mulighed ved kraftige rygveer.

  • Virkningen kan komme relativt hurtigt.

  • Behandlingen kan gentages efter behov.

Vær opmærksom på

  • Selve stikkene kan svie kraftigt i kort tid.

  • Metoden bruges primært ved smerter i ryg/lænd.

  • Effekten varierer fra person til person.

Jeg har ikke selv prøvet steriltvandspapler, men jeg har læst mange forskellige erfaringer fra danske kvinder – nogle er meget begejstrede for dem, mens andre synes, at stikkene er virkelig ubehagelige.

Det er derfor en af de metoder, hvor jeg personligt ville spørge jordemoderen om fordele og ulemper, hvis jeg overvejede den under fødslen.

6. Akupressur
Akupressur ved fødsel.png

Akupressur minder på nogle måder om akupunktur, men der bruges ikke nåle. I stedet trykker man med fingre, knoer eller hænder på bestemte områder af kroppen.

Din partner kan for eksempel give et fast tryk på lænden eller andre steder, som føles behagelige under veerne.

Nogle fødende oplever, at akupressur giver ro eller hjælper dem med at håndtere veerne. Den videnskabelige dokumentation for en egentlig smertestillende effekt er dog begrænset.

Fordele

  • Ingen nåle eller medicin.

  • Din partner kan hjælpe.

  • Kan bruges hjemme i den tidlige del af fødslen.

  • Kan stoppes med det samme, hvis det ikke føles rart.

Vær opmærksom på

  • Effekten er individuel.

  • Det er ikke sikkert, at dit fødested tilbyder eller vejleder i akupressur.​​​​

Smertelindring med medecin

7. Lattergas
Lattergas ved fødsel.png

Lattergas gives gennem en maske eller et mundstykke. Du trækker typisk vejret i masken lige inden og under veen.

Gassen virker hurtigt, og virkningen aftager også hurtigt igen, når du fjerner masken. Lattergas kan gøre dig mere afslappet og reducere smerteoplevelsen, men fjerner som regel ikke smerterne helt.

Lattergas tilbydes ikke på alle danske fødesteder.

Fordele

  • Virker hurtigt.

  • Virkningen forsvinder hurtigt igen.

  • Du styrer selv, hvornår du bruger masken.

  • Kan anvendes efter behov under veerne.

Vær opmærksom på
Nogle kan opleve:

  • svimmelhed

  • kvalme

  • opkastning

  • døsighed eller en beruset fornemmelse.

Min egen erfaring:Jeg brugte lattergas under min første fødsel. Det hjalp mig, men jeg kunne stadig mærke smerterne tydeligt. Jeg husker især følelsen af at være lidt “beruset” mellem veerne – ikke ligefrem en fest, men en lidt mærkelig fornemmelse midt i det hele. Andre kvinder kan selvfølgelig opleve det helt anderledes.

8. Pudendusblokade (lokalbedøvelse)
Pudendusblokade ved fødsel.png

En pudendusblokade er lokalbedøvelse omkring pudendusnerven og bruges primært i den sidste del af fødslen.

Den bedøver området omkring skeden og mellemkødet og kan derfor mindske den kraftige udspilningssmerte, når barnet står langt nede.

Den kan også være nyttig ved eksempelvis sugekopforløsning eller i forbindelse med større bristninger og syning.

Fordele

  • Virker lokalt omkring skeden og mellemkødet.

  • Kan give god lindring i den sidste del af fødslen.

  • Kan være særlig nyttig i situationer, hvor epidural ikke dækker dette område tilstrækkeligt.

Vær opmærksom på

  • Kan dæmpe fornemmelsen af pressetrang.

  • Nogle kan opleve midlertidige gener i benet eller ændret vandladningstrang.

  • Bruges kun i bestemte dele af fødselsforløbet.

9. Epidural
Epidural ved fødsel.png

En epidural er den mest effektive form for smertelindring, der almindeligvis bruges under en vaginal fødsel.

Epiduralen lægges af en narkoselæge. Først gives lokalbedøvelse i huden, hvorefter et tyndt kateter føres ind i epiduralrummet i lænden. Kateteret bliver liggende, så der kan gives smertestillende medicin løbende under fødslen.

Det tager typisk lidt tid både at anlægge epiduralen og før den fulde effekt mærkes.

Moderne epidural anvender ofte en lav dosis medicin, så mange fortsat kan bevæge benene og skifte stilling i sengen.

Fordele

  • Er generelt den mest effektive smertelindring under fødsel.

  • Kan give betydelig smertelindring over længere tid.

  • Medicinen kan suppleres gennem kateteret efter behov.

  • Kan være særligt værdifuld ved en lang eller meget smertefuld fødsel.

Vær opmærksom på
En epidural kræver overvågning og kan blandt andet give:

  • blodtryksfald

  • kløe

  • nedsat følelse eller kraft i benene

  • behov for ekstra overvågning under fødslen.

Hos enkelte virker epiduralen ikke tilstrækkeligt og må justeres eller lægges om.

Jordemoderen og narkoselægen kan fortælle dig om fordele, bivirkninger og eventuelle forhold, som betyder, at epidural ikke er egnet i netop din situation.

10. Morfin og andre opioider
Morfin under fødsel.png

Opioider som morfin anvendes i nogle situationer under fødslen, men bruges mindre hyppigt end tidligere.

De kan virke afslappende og sløvende og give en vis smertelindring, men er generelt mindre effektive mod fødselssmerter end epidural.

Tidspunktet er vigtigt, fordi medicinen kan passere moderkagen og påvirke barnet, hvis den gives tæt på fødslen.

Fordele

  • Kan give ro og mulighed for hvile.

  • Kan være en mulighed i en lang og smertefuld tidlig fase af fødslen.

Vær opmærksom på

  • Kan give kvalme og døsighed.

  • Kan gøre dig mere sløv.

  • Kan påvirke barnet og anvendes derfor med omtanke i forhold til, hvor langt fødslen er kommet.

Din jordemoder eller læge vurderer, om opioider er relevante i dit fødselsforløb.

Hvilken smertelindring er bedst under fødslen?

​Der findes ikke ét rigtigt svar.Nogle kvinder vil helst starte med bevægelse, varme, massage eller TENS og se, hvordan fødslen udvikler sig.

Andre ved allerede på forhånd, at de gerne vil have mulighed for epidural. Og for mange bliver løsningen en kombination.

Du kan eksempelvis starte med: bevægelse + massage + FødselsTENS og senere supplere med: lattergas eller epidural, hvis du får behov for mere smertelindring. Det vigtigste er, at du ikke føler dig bundet af en plan.

 

En fødselsplan kan være et godt udgangspunkt – men den behøver ikke være en kontrakt.

Ofte stillede spørgsmål om smertelindring under fødslen

Hvad er den mest effektive smertelindring under fødslen?

Epiduralblokade er generelt den metode, som giver den kraftigste smertelindring under en fødsel. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at epidural er det rigtige valg for alle. 

Dit behov, fødselsforløbet og dine egne ønsker spiller alle en rolle.

Hvilke former for smertelindring er uden medicin?

Blandt mulighederne er bevægelse og stillingsskift, massage, varmt vand, TENS, akupunktur, akupressur og steriltvandspapler.

Kan jeg kombinere TENS med anden smertelindring?

Ja, TENS kan generelt kombineres med andre former for smertelindring. 

Det skal dog fjernes, før du går i bad eller fødekar.

Hvornår skal jeg begynde at bruge FødselsTENS?

TENS bruges ofte allerede tidligt i fødselsforløbet. 

Hvis du ønsker at anvende FødselsTENS, er det en god idé at gøre dig fortrolig med apparatet og placeringen af elektroderne inden fødslen.

Kan jeg ændre mening om smertelindring under fødslen?

Ja. Absolut.​

Du behøver ikke beslutte præcist på forhånd, hvad du vil eller ikke vil have. 

Fortæl jordemoderen om dine ønsker, men giv også dig selv lov til at ændre dem undervejs.

Mit råd fra kvinde til kvinde

 

Læs om mulighederne inden fødslen, men lad være med at stille krav til dig selv om, hvordan du “bør” føde.

Jeg synes, det vigtigste er at have flere værktøjer i værktøjskassen.

Måske bliver bevægelse og varmt vand det, der hjælper dig mest. Måske bliver det FødselsTENS.

Måske lattergas. Måske epidural. Eller en kombination.

Du ved først rigtigt, hvad du har brug for, når du står midt i fødslen.

Christine
Femisense

Faglige kilder og information

Denne side er generel information om muligheder for smertelindring under fødsel og kan ikke erstatte individuel rådgivning fra jordemoder eller læge.

Faglige kilder:

Tal altid med din jordemoder eller dit fødested om, hvilke muligheder der tilbydes, og hvad der er relevant i netop dit fødselsforløb.

Kontakt Christine

Tak for at skrive til os!

Femisense

MUU ApS - Kirsebærbakken 14, 2830 Virum. CVR: 33596545

bottom of page